25.3.13

Senatet vil have rørledning

ENERGIPOLITIK: I sidste uge vedtog det amerikanske Senat et budget, og blandt de vedhæftede tilføjelser var en beslutning om at bygge den såkaldte "Keystone-rørledning." Rørledningen skal føre olie fra oliesand med store oliereserver i Canada til raffinaderierne i Texas.

Stemmerne i Senatet fordelte sig med 62 for og 37 imod. Alle Republikanere var for, mens flere Demokrater stemte imod.

Rørledningen er da også kontroversiel på miljøfløjen.

Først og fremmest mener grønne organisationer, at rørledningen vil føre til endnu større udnyttelse af det canadiske oliesand og dermed CO2-tungt energiforbrug. Billig energi herfra vil begrænse væksten i vedvarende energi. Endelig mener miljøfolkene, at antallet af nye amerikanske job ved bygningen af rørledningen er blevet overdrevet af tilhængerne, og at meget af olien vil gå til eksport.

Republikanerne, industrien og nogle fagforeninger siger til gengæld, at rørledningen vil sikre job både under bygningen via leverancer af amerikansk stål og senere i den texanske olieindustri. Samtidig peger de på, at en nyligt offentliggjort statslig rapport siger, at rørledningen hverken vil belaste klimaet eller føre til en stor vækst  udnyttelsen af oliesandet.

Der er dog ikke grønt lys for rørledningen med afstemningen. Det republikanske flertal i Repræsentanternes Hus har vedtaget en mere erhvervsvenlig version, og de to love bliver svære at forene. Endelig har præsident Barack Obama og Det Hvide Hus det sidste ord, fordi rørledningen krydser grænsen mellem Canada og USA.

No comments:

Post a Comment